fredag den 11. juni 2010

MTB Challenge 2010

90 km, eller 3 omgange af 30 km, det var dagens ret. Som med så mange andre ting, så lyder det bare rigtigt sjovt at køre 90 km i en skov, når man sidder i sofaen foran computeren tre måneder før starten skydes igang en tidlig søndag morgen.
Sagen er bare den, at når man har siddet i nogle timer på sin cykel, så er det ikke sikkert man er skide vild med ens dispositioner fra tre måneder tidligere.
Anyway. Eftersom en af mine andre løjerlige påfund for denne sæson er at prøve kræfter med Nordic24 som solo kører, så burde 90 km jo ikke være nogen større sag.

Jeg kom afsted og mødte Senior ved ankomsten. Kort efter stod jeg og drak friskbrygget kaffe med Torben og Straaet og inden længe var der samlet en lille Hustler fraktion. Straaet skulle også ud på de 90 km, så vi fik godt med kaffe og bananer inden start.

Min plan var at starte bagerst, da jeg ville køre mit eget tempo og afprøve forskellige ting undervejs. Jeg kører normalt kun med drikkesystem på ryggen, men i dagens anledning var der flasker på rammen og de var fyldt med energidrik. Jeg havde en smule vand i rygsækken, til at supplere og skulle munden med, når jeg ikke ville have energidrik.
Mit væskeindtag fungerede rigtigt godt.Jeg havde bananer og chokobarer med. De var nemme at spise, smagte godt og gav god energi til den krævende køretur.
Og på sidste omgang fandt jeg sågar min Ipod frem og kørte med dejlig musik i ørerne. Det var helt kanon, især taget i betragtning at jeg på sidste omgang kun så to andre ryttere. På et tidspunkt kan jeg se bagud, at der er en som er ved at få kontakt. Ham får jeg rystet af. Senere overhaler jeg en rytter på en af de mange stigninger. Sidste omgang køres på omkring 1.50 min. (Næsten) Helt alene i skoven.

Sporet var simpelthen helt utroligt fedt. De første 10 km med mange stigninger. De næste 10 km med mange tekniske passager og de sidste 10 km af sporet gik bare hurtigt. Et virkeligt godt spor. Varieret, kuperet, teknisk udfordrende, hurtigt og underholdende.

Der var masser af rødder og ujævnheder undervejs, hvor jeg nød at have skiftet hardtailen ud med en 29'er full suspension. Det holder hele vejen og min gamle ryg takker mig for det. At Grønbech så synes, at han skal køre de 90 km en time og 30 min hurtigere på sin hardtail med stiv forgaffel er bare for vildt. Fuld respekt for den fyr og hans kørsel.

Jeg kom ind efter 5 timer og 15 min og syntes jeg havde disponeret fint. Det var en fin oplevelse og gav kilometer i benene til Nordic.

Da løbet var slut kom man ind til pølser på grillen, kakao og kaffe. Det var total verdensklasse.

Jeg tror jeg kommer igen næste år.

Ingen kommentarer: